Livsstil og forbrug

Tusindvis af kvinder går for Hjerteforeningen og Endometriose Foreningen

Foto: Hjerteforeningen.

Hjertepatienter og kampen mod den kroniske sygdom endometriose får økonomisk støtte, når Ladywalk mandag 30. maj 2022 afholder sin årlige motionsbegivenhed.

Mandag 30. maj 2022 afholdes der for 21. gang Ladywalk, hvor tusindvis af kvinder over hele landet samles for at motionere i den gode sags tjeneste.  

– Efter nogle hårde år med corona glæder vi os ustyrligt meget til, at vi 30. maj kan byde velkommen til de mange tusinde kvinder, der har valgt at gå – både for deres egen skyld, men også for at støtte to så gode formål som Hjerteforeningen og Endometriose Foreningen, siger Ivan Mejlgaard, bestyrelsesformand for Ladywalk. 

Over de sidste 20 år har mere end 550.000 kvinder på denne vis motioneret i den gode sags tjeneste, hvilket har givet godt 9 mio. kr. til gode formål og oplysning til i alt 10 forskellige foreninger.  

– Det er vigtigt og sundt at motionere, og vi er derfor stolte over, at Ladywalk som Danmarks største endagsmotionsevent for kvinder kan være med til at give et skub i den rigtige retning, når det kommer til sundheden, siger Ivan Mejlgaard. 

I år er det Hjerteforeningen og Endometriose Foreningen, der får del i overskuddet fra Ladywalk. Noget, der glæder de to foreninger. 

– Vi er meget taknemlige for, at Ladywalk igen i år har valgt at tænke på Hjerteforeningen. De penge, der kommer fra Ladywalk, er med til at gøre en stor forskel for hjerteområdet og investeres bl.a. i hjerteforskning, der skal være med til at sikre et liv uden hjertesygdom, siger Anne Kaltoft, adm. direktør i Hjerteforeningen. 

– Endometriose er en af de mest oversete sygdomme, selvom over 10 pct. af danske kvinder i den fertile alder lider af den kroniske sygdom. Derfor er jeg glad for, at Ladywalk har valgt at donere en del af deres overskud til os, så vi kan være med til at forske i området og sætte fokus på sygdommen, siger Julie Sjølin Kiil, formand for Endometriose Foreningen. 

Ladywalk løber i år af stablen i 14 byer, hvor man for 170 kr. kan vælge at gå enten 7 eller 12 kilometer. Inkluderet i prisen er foruden en T-shirt også en lækker goodiebag. I år er der startsted i Agger, Frederikshavn, Gram, Hillerød, Nakskov, København, Odense, Rønne, Skælskør, Sønderborg, Tarm, Aalborg, Aarhus og på Samsø. 

Tilmelding foregår på www.ladywalk.dk, og der er tilmeldingsfrist senest 2. maj 2022.  

Fakta om Ladywalk 

  • Ladywalk er Danmarks største endagsmotionsbegivenhed for kvinder. 
  • Ladywalk har eksisteret siden 2001 og finder normalt sted den sidste hverdagsmandag i maj. 
  • Ladywalk er en velgørende forening, der ikke modtager offentlig støtte eller økonomisk støtte fra virksomheder. 
  • Siden starten i 2001 har foreningen doneret 9 millioner kr. til forskning og oplysning til i alt 10 forskellige foreninger. 
  • Man kan tilmelde sig Ladywalk som enkeltperson eller som hold med mindst 11 deltagere. 

Kommentarer