Livsstil og forbrug

Herrelandsholdets trøjer indbringer næsten 400.000 kr. til UNICEF og Ukraines børn

Foto: UNICEF Danmark.

Op til kampen mod Holland satte de danske landsholdsspillere deres kamptrøjer på auktion, og det har resulteret i en donation på 396.758 kr. til UNICEF’s indsats i Ukraine. Kampen bød også på comeback til Christian Eriksen, der udover en flot scoring udmærkede sig med auktionens højeste bud på 145.800 kr.

Trods nederlaget i Amsterdam, så kan det danske fodboldlandshold være stolte af kampen, for Danmark spillede nemlig også for de millioner af børn, der lige nu er uskyldige ofre for krigen i Ukraine.

Ligesom for mange andre, har krigen også gjort indtryk på de danske landsholdsspillere. Det var derfor en samlet trup, der op til kampen mod Holland havde valgt at hjælpe børnene i Ukraine ved at sætte deres spillertrøjer på auktion til fordel for UNICEF’s indsats i det krigshærgede land.

Auktionen af Herrelandsholdets unikke trøjer, med det danske, hollandske og ukrainske flag på brystet, endte med i alt at indbringe 396.758 kr.

Spillerne er stolte og sender særlig tak til alle fans

”Vi er glade og stolte over, at vores fans i så høj grad har bakket op om auktionen og vores ønske om at hjælpe ukrainske børn, der er ofre i krigen. Det betyder meget, at vi kan være med til at hjælpe de ukrainske børn, som har brug for al den støtte, de kan få. Derfor vil vi gerne takke alle dem, som har budt på vores kamptrøjer – jeres bidrag kommer til at gøre en stor forskel for Ukraines børn og deres familier, siger Pierre-Emile Højbjerg.

UNICEF er overvældet over den store opbakning

”Det er overvældende at opleve den store opbakning og interesse for landsholdets trøjer og muligheden for at hjælpe Ukraines børn. Det understreger endnu en gang, hvordan fodbold og landsholdet kan få danskerne til at stå sammen. Med donationen kan UNICEF gøre en reel forskel for de mange børn og familier, der har akut brug for hjælp,” siger Susanne Dahl, generalsekretær i UNICEF Danmark.

Eriksen-trøje løb med auktionens højeste bud

Christian Eriksen fik comeback for det danske landshold, og den tilbagevendte landsholdsstjernes trøje var også den mest eftertragtede med et bud på 145.800 kr. Kasper Schmeichels målmandstrøje fik næsthøjeste bud, mens publikum-darlingen Joakim Mæhles trøje tog tredjepladsen. På de resterende pladser i top-5 er de to offensive spillere Kasper Dolberg og Andreas Skov Olsen.

Kommentarer