Det er mørkt og koldt, men skolepatruljerne lyser op
Fra i morgen mandag hylder 63 kommuner deres skolepatrulje, når der endnu en gang er ’Den Sureste Uge’ i hele Danmark.
Skolepatruljernes frivillige arbejde med at skabe mere tryghed på skolevejen for de yngste børn og deres forældre skal markeres. Derfor samarbejder 63 kommuner, Rådet for Sikker Trafik og LB Forsikring om kampagnen ’Den Sureste Uge’ i uge 5, hvor skolepatruljerne skal have en ekstra anerkendelse for deres arbejde.
De mange kommuner hylder skolepatruljerne på forskellige måder. Nogle skolepatruljer får måske morgenbrød af politiet, andre steder kommer der prominente gæster som byrådet for at tage en skolepatruljevagt. Fælles for kommunerne er de bruger en af årets sureste uger, på at gøre skolepatruljernes vigtige arbejde lidt sjovere.
Det er tydeligt, at skolepatruljerne hverken frygter vintermørket eller morgensure bilister. Det er nemlig flere end 9 ud af 10 skolepatruljeelever, som er både glade for og trygge ved at stå skolepatrulje. Det viser Skolepatruljeelevundersøgelsen 2022, som Rådet for Sikker Trafik står bag.
Og samtidig er elevernes motivation i arbejdet ganske imponerende. Det er nemlig fællesskabet og det at hjælpe andre, som flest svarer, at de har fået ud af at stå skolepatrulje.
– Når vi spørger skolepatruljeelever, hvad de får ud af at stå skolepatrulje, svarer 7 ud af 10, at det for dem handler om at hjælpe andre, så de kan føle sig sikre i trafikken. Det er supersejt, at det er den primære motivationsfaktor. Skolepatruljerne fortjener virkelig at blive fejret for deres frivillige arbejde, når de står i vintermørket i Den Sureste Uge, siger Liv Kofoed-Jensen, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.
Den Sureste Uge er i uge 5, som er en af de uger om året, hvor der som regel er koldest, og der kommer mest nedbør. Men på trods af de ydre omstændigheder står skolepatruljerne troligt og passer deres opgave. Derfor har netop uge 5 fået den knap så flatterende titel ’Den Sureste Uge’ af Rådet for Sikker Trafik og LB Forsikring.
Derfor er det også helt på sin plads at give skolepatruljerne et ekstra skulderklap, når årstiden normalt viser sig fra sin dårligste side.
– Når mørket og kulden for alvor har sænket sig over landet, så kan det godt føles lidt surt at skulle op og i skole før kammeraterne. Men skolepatruljerne gør det alligevel og med et smil. Det fortjener de stor ros og anerkendelse for og derfor får de lidt ekstra lækkert fra os her i Den Sureste Uge, siger Mikkel Klausen, chef for uddelinger i LB Forsikring.
De 63 kommuner, der er med i Den Sureste Uge i 2023, har samlet set bestilt flere end 10.000 slikkepinde, som bliver delt ud til skolepatruljerne i forbindelse med kampagnen.
Uddrag af undersøgelse
I ’Skolepatruljeelevundersøgelsen 2022’ svarede 1.892 skolepatruljeelever på, om de bliver respekteret, når de står skolepatrulje. Her svarede 94 procent, at de bliver respekteret af alle eller de fleste, mens kun to procent svarer ’nej’ eller ’ved ikke’ til, om de bliver respekteret.
Eksempler på tiltag i forbindelse med ’Den Sureste Uge’ i kommunerne
Landet over har kommunerne forskellige måder at markere skolepatruljernes frivillige arbejde i ’Den Sureste Uge’. På en række skoler vil politiet være til stede i løbet af ugen. Der er eksempelvis også en kommune, der sender repræsentanter ud til skolepatruljerne i fodgængerfeltet i form af udvalgsformænd, som kommer med boller og kakao. Rigtigt mange skolepatruljeelever vil desuden også få slikkepinde, som ikke skal bruges til at være synlige i trafikken, men som derimod kan spises.
Kommentarer